Tre erhvervsråd sætter fokus på din digitale virksomhed

Tre erhvervsråd sætter fokus på din digitale virksomhed 

Thy Erhvervsforum, Morsø Erhvervsråd og Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter inviterer virksomheder til at deltage i to webinarer, hvor de har mulighed for at blive klogere på den teknologiske udvikling, og hvilke udfordringer og muligheder det giver virksomhederne. “Den teknologiske udvikling medfører nye muligheder for virksomhederne, men den åbner også op for at virksomhederne kan blive udsat for cyberkriminalitet. Det er gældende for alle virksomheder store som små, og det kan helt sikkert også ramme vores lokale virksomheder” udtaler erhvervskonsulent Mikael Oddershede og fortsætter: “Faktisk er vi helt overbeviste om at der er et stort skyggeantal af lokale virksomheder der er blevet hacket eller på anden vis udsat for cyberkriminalitet, det er bare ikke noget man fortæller om.”

På vores webinar d. 19. maj. sætter vi derfor fokus på cyberkriminalitet og her vil Forsvarets Efterretningstjenestes Center for Cybersikkerhed (CFCS) deltage. De vil fortælle om det aktuelle trusselsbillede, samt give konkrete eksempler på, hvordan cyberangreb kan ramme din virksomhed. 
Udover CFCS deltager også BDOs cyber crime specialist, som giver gode råd til hvordan virksomhederne bedst muligt sikre sig mod den negative side af den teknologisk udvikling. “Det er nogle rigtig spændende oplæg og jeg er sikker på at virksomhederne er blevet meget klogere på cyberkriminalitet efter de to timer webinaret varer. De vil desuden få masser af inspiration, som de kan tage med hjem og bruge straks i arbejdet med at øge sikkerheden i virksomheden” siger Mikael Oddershede afslutningsvis.

Webinaret efterfølges af endnu et webinar d. 17. juni, som sætter fokus på digital transformation. Flere og flere virksomheder bliver tvunget til at tage stilling til, hvordan digitale teknologier og værktøjer kan integreres i deres virksomhed. “
Alle typer af virksomheder uanset størrelse vil ofte kunne drage nytte af de muligheder som indgår i digital transformation. Det kan dog virke uoverskueligt at komme i gang, og med dette webinar vil vi gerne vise virksomhederne, at det måske ikke behøver været så kompliceret” udtaler erhvervskonsulent Frank Petersen.

På webinaret deltager Teknologisk Institut som præsenterer viden og konkrete erfaringer med digital transformation. De sætter fokus på syv gode råd, som vil hjælpe virksomhederne i gang med digital transformation, som i høj grad drejer sig om forretnings- og organisationsudvikling. “
Udover en masse viden så kan virksomhederne også få en dialog og sparring på deres egne digitale transformationsprojekter samt viden om hvordan de kan få dækket 50% af udgifter til deres digitale transformationsprojekt” udtaler Frank Petersen afslutningsvis.

De to webinar foregår den 19. maj. og 17. juni fra kl. 14.00-16.00. Tilmelding skal ske via
 skiveet.dk.

Kontaktperson:
Mikael Oddershede
mio@skiveet.dk // tel. 24 75 67 61

Tilmeld nyhedsbrev