Roadrace i Breum – med 150 km/t

Roadrace i Breum – med 150 km/t

 Adrenalin og hestekræfter er kodeordet, når Breum Borger- og Landboforening, Global Pigs og AMK (Aarhus Motorklub) den 15. juni spærrer gaderne i Breum af for at gøre plads til Breum Race, hvor minimotorcykler og 50 ccm kommer op på en 150 km/t på langsiderne.

Én af arrangørerne, Johan Kjær, fortæller, at Breum er det eneste sted i Danmark, hvor gaderne lægger asfalt til motorcykel ræs. -I år er vi endda så heldige, at eet af løbene er en del af det danske mesterskab i klassik road racing 50ccm – altså “rigtige” knallerter fra ”da mor var dreng” og knallerter havde gear, lyder det glade budskab fra foreningen, der tilføjer, at det er første gang i mange år at der er givet tilladelse til at afholde DM på offentlig vej.

De knallerter, der kommer til Breum er dog mere end bare almindelige “gamle knallerter”. -Vi snakker stadig 50ccm, forklarer Johan Kjær og tilføjer: -Men med omkring 20 hestekræfter og en topfart tæt på 150km/t er det med garanti noget, enhver ung – og ældre – knallertkører kun kan drømme om.

Hele arrangementet har sin rod i Road Racing, som bliver kørt på baner som Padborg Park, Jyllands Ringen og Ring Djursland – men er også lidt inspireret af lignende gadeløb på Isle of Man. Ud over 50 ccm knallerterne, bliver der kørt 3 andre klasser til Breum-Race.dk, nemlig mini motard, kåbecykle  (MINI RR) og scooter.

-Kom og oplev lyden, farten og 2 takts duften – og få en snak med kørerne fra ind- og udland – lørdag den 15 juni i Breum, lyder opfordringen fra Breum Borger og Landboforening, der lover tilskuerne en uforglemmelig oplevelse.

Yderligere information:
På vegne af Breum Borger- og Landboforening
Koordinator Johan Kjær fra Global Pigs, tlf. 2322 4502 eller www.bblf.dk/aktiviteter

Læs mere på Breum-Race.dk

 

 

Tilmeld nyhedsbrev